For tiden er der ikke mindre end tre oplæg til en dansk sproglov på bordet: Dansk Folkepartis ”Forslag til folketingsbeslutning om forberedelse af en dansk sproglov”, som var til førstebehandling d. 30. januar, Det Radikale Venstres sprogpolitiske Udspil, og Socialdemokraternes ”Styrk danskernes sprog”. Der er nyttige elementer i dem alle tre, ligesom de alle tre har deres svage sider.

De bedste dele af Dansk Folkepartis forslag er dem, hvor man udtrykkeligt støtter sig til Dansk Sprognævns ”Forslag til retningslinjer for en dansk sprogpolitik” fra 2003, som er optrykt som bilag til forslaget til folketingsbeslutning. De vedrører f.eks. dansk som videnskabs- og undervisningssprog og kravet om, at der bruges et korrekt og kvalificeret dansk i den offentlige sektor og ikke mindst i public service-medierne. De dårligste er dem, der synes styret af et ønske om at udelukke eller ligefrem straffe personer, som bor i Danmark, men ikke har dansk som modersmål, og som af den ene eller anden grund ikke har lært dansk godt nok til at klare kontakten med myndigheder, sundhedssektoren osv. på dansk. Man må således tage klart afstand fra tanken om at lade muligheden for tolkning på hospitaler, hos sociale myndigheder osv. bortfalde, i samme øjeblik en person opnår dansk opholdstilladelse. En sådan begrænsning vil vanskeliggøre de forskellige instansers arbejde meget betydeligt og mindske de pågældende personers adgang til betryggende betjening.

Bortset fra DF’s forslag om indskrænkninger beskæftiger ingen af de tre forslag sig i øvrigt med tolkning, men det burde de. Der er nemlig brug for at sikre en bedre kvalitet af tolkningen i sundhedssystemet, hos politiet og domstolene og hos de sociale myndigheder. Man hører ofte, ikke mindst sygehuspersonale, klage over, at den tolkning, der er til rådighed, er alt for ringe. Dårlig tolkning medfører i bedste fald kun tidsspilde og unødig uro, men i mange tilfælde medfører den forsinkede eller forkerte diagnoser med deraf følgende farlig fejlbehandling. Det er uforståeligt, at offentlige instanser ikke har pligt til udelukkende at bruge tolke, som har bestået en prøve, der dokumenterer, at de er kvalificerede til at tolke på det pågældende område.

Hvor DF vil begrænse mulighederne for at bruge andre sprog end dansk i kontakten med den offentlige sektor, vil de radikale gå den modsatte vej. ”Det skal,” står der i deres oplæg, ”være muligt at modtage henvendelser og svar fra offentlige myndigheder på engelsk, hvis det er nødvendigt.”

Ideen er sympatisk og ville bestemt være nyttig, ikke mindst hvis man gerne vil trække udenlandsk arbejdskraft, forskere, studerende osv. til Danmark. Men hvis den skal fungere i praksis ud over et ret jævnt niveau (f.eks. engelske udgaver af diverse skemaer og informationspjecer), vil det kræve en meget omfattende videreuddannelse af det nuværende personale, samt at sprogkundskaber på et højt og meget specialiseret niveau indarbejdes i fremtidige jobbeskrivelser. I den lange overgangsperiode, indtil de fornødne engelskkundskaber er til stede over hele linjen, må den engelsksprogede kontakt varetages af særlige sprogmedarbejdere. Det vil ikke være uoverkommeligt, men det vil være en meget omfattende og ressourcekrævende operation.

Blandt de vigtigste punkter i Sprognævnets forslag til retningslinjer for en dansk sprogpolitik er som nævnt dem, der vedrører ”Dansk som videnskabssprog og højere undervisningssprog” og ”Forstærket undervisning i fremmedsprog”. Hvad det første angår, anerkender Sprognævnet, at der er indlysende fordele ved, sådan som det i vid udstrækning allerede sker i dag, at bruge engelsk som undervisningssprog ved de højere læreanstalter og til offentliggørelse af dansk forskning. Det fremmer udbredelsen af dansk forskning uden for Danmark og tager hensyn til ønsket om at tiltrække udenlandske studerende. Men, skriver Sprognævnet, der er også problemer ved at fravælge dansk, ”ikke mindst når man tænker på, at langt de fleste studerende efter endt uddannelse skal arbejde i en dansk sammenhæng”. Dertil kommer, at ”den formidling af videnskabelige resultater til det danske samfund, som forskerne har en demokratisk forpligtelse til at påtage sig, vanskeliggøres”, og at ”kvaliteten af det videnskabelige arbejde kan lide under at forskerne ikke behersker engelsk tilstrækkeligt godt.” Sprognævnet anbefaler derfor, at der gives støtte til oversættelse af doktordisputatser fra dansk til relevante internationale sprog, og at der stilles krav om, at ph.d.-afhandlinger skrevet på fremmede sprog forsynes med et udførligt resumé, ligesom det allerede kræves i forbindelse med doktordisputatser.

Socialdemokraterne og de radikale siger lidt vagt, at ”undervisning på videregående uddannelser skal uproblematisk kunne foregå på dansk, engelsk eller et tredje større fremmedsprog. Det betyder, at såvel undervisere som studerende forventes at kunne engelsk og et andet fremmedsprog på højt niveau.” (Rad.) Og at ”alle danske studerende på forsknings- og udviklingsbaserede uddannelser behersker både dansk på et højt akademisk niveau samt engelsk på et tilsvarende højt niveau skriftligt og mundtligt,” samt ”at undervisernes engelskkompetencer styrkes, så de studerende undervises på et fagligt højt niveau i engelsk.” (Soc.dem.) Hvordan man skal nå så vidt, fremgår ikke rigtigt af forslagene, men enhver, der kender bare lidt til de danske videreuddannelsesmiljøer, vil vide, at der er langt igen. Meget langt.

Indtil man ved en omfattende og langvarig ressourceindsats måske engang når op på dette høje niveau af sproglig kunnen, må man desværre konstatere, at det er en ualmindelig dårlig idé at gøre engelsk til undervisningssprog på linje med – eller frem for – dansk. Enhver, der har prøvet at undervise eller at blive undervist på et sprog, som hverken er lærerens eller de studerendes bedste sprog, ved, at det ikke fremmer tilegnelsen af stoffet eller dybden af diskussionerne. Ideen om engelsk eller andre fremmedsprog som almindeligt undervisningssprog ved danske læreanstalter er grundlæggende forkert og vil vedblive at være det mange år frem i tiden. Ved at undervise på et fremmedsprog forvandler man sproget fra undervisnings- og refleksionsredskab til endnu en forhindring, som skal overvindes, ud over de vanskeligheder som stoffet i sig selv frembyder.

Det betyder naturligvis ikke, at dele af undervisningen på sprogfagene ikke skal foregå på de pågældende sprog, eller at man ikke med stor fordel kan have særlige kurser på engelsk (eller andre fremmedsprog) – med udenlandske lærer eller med danske lærere, der virkelig mestrer det pågældende sprog på det fornødne niveau. Sådanne kurser kan tjene til at sikre en undervisning, som ikke kan leveres af danske lærere, til at træne de danske studerende i også at beskæftige sig med deres fag på andre sprog end dansk, eller til at tiltrække udenlandske studerende. Men det er en stor og farlig fejltagelse at tro, at man, sådan som sprogkundskaberne er i øjeblikket og vil være langt frem i tiden, kan lade danske lærere undervise danske studerende på andre sprog end dansk, uden at det går ud over den faglige kvalitet.

Sprognævnet konstaterer meget rigtigt, at danskerne ikke er ”så gode til engelsk som de gennemgående selv tror, og det skal der rettes op på hvis man skal undgå ukvalificeret kommunikation med udlandet,” men anbefaler også undervisning i store fremmedsprog som tysk, fransk, spansk, russisk, japansk og kinesisk. Det sidste er særdeles relevant, ikke mindst i lyset af at gymnasiereformen har vist sig at gøre det meget vanskeligt for andre fremmedsprog end engelsk at overleve i gymnasiet.

De radikale taler generelt om at styrke danskernes engelskkundskaber, mens socialdemokraterne mere konkret og med større vidsyn vil supplere en øget indsats for, at alle danskere får mulighed for at lære engelsk på et højt niveau som det første fremmedsprog, med en indsats for at fremme undervisningen i flere fremmedsprog lige fra folkeskolens ældste klasser til de videregående uddannelser. Socialdemokraterne fremhæver særligt behovet for at fastholde tysk som obligatorisk tilbud som 2. fremmedsprog i grundskolen, og for at fremme interessen for tysk sprog, historie og kultur i ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Helt berettiget: Det er et alvorligt kultur- og kompetencetab, at danskerne i de senere år er blevet jævnt hen dårligere til et nabosprog, der har næsten 100 millioner modersmålstalende og fungerer som andetsprog i store dele af Central- og Østeuropa.

Socialdemokraterne vil også fastholde udviklingen af den nordiske sprogforståelse og den nordiske litteratur- og kulturudveksling som en del af de danske uddannelser. Også dét er der god grund til, men hvis man mener det alvorligt, er det ikke nok at fastholde indsatsen på det nuværende niveau. Hvis danske skoleelever skal blive bare nogenlunde fortrolige med de øvrige nordiske sprog, kræves der en langt mere helhjertet indsats end den nuværende.

Sprognævnets forslag, der altså indgår som bilag til Dansk Folkepartis principforslag, understreger vigtigheden af, at der i Danmark undervises i indvandrersprog som tyrkisk, arabisk, farsi og urdu. ”Kendskab til disse sprog er en væsentlig resurse,” skriver Sprognævnet, ”og i en tid, hvor stærke kræfter påvirker os i retning af mindre sproglig og kulturel variation, er det vigtigt at være opmærksom på værdien af sproglig mangfoldighed og at forsøge at fastholde denne mangfoldighed.”

Det er både socialdemokraterne og de radikale enige i, men på meget forskellige måder. Socialdemokraterne vil sikre den sproglige mangfoldighed ved at tilgodese ”nichesprog”, men det forklares ikke nærmere, hvad det er for nogle sprog. Om der f.eks. menes danske dialekter, diverse subkulturers særlige jargon, mindretalssprog som tysk, grønlandsk, færøsk, roma eller måske indvandrersprogene? Mere konkret vil socialdemokraterne have en nærmere undersøgelse af mulighederne for at tilbyde flere fremmedsprog som 2. fremmedsprog i folkeskolens ældste klasser, f.eks. arabisk, så børn med anden etnisk baggrund kan lære deres modersmål som det 2. fremmedsprog. Det er en god idé, men indebærer det problem, at de pågældende børn så ikke kommer til at lære f.eks. tysk eller fransk.

For at sikre den sproglige mangfoldighed vil socialdemokraterne desuden forbedre mulighederne for at støtte ”borgere, der selv organiserer frivillig sprogundervisning i deres modersmål eller andre sprog, som ikke tilbydes i uddannelsessystemet.” Det er noget, men ikke nok. Her går de radikale et nødvendigt skridt længere.

I de radikales sprogpolitiske udspil hedder det: ”Alle har ret til sprog. Det betyder, at mennesker af anden etnisk herkomst end dansk skal have ret til at modtage undervisning på deres modersmål og selvfølgelig lære dansk ved siden af.” Modersmålsundervisningen skal, stadig ifølge de radikale, ikke bare være en ret, den skal være obligatorisk, for ”et fuldt udfoldet modersmål skaber grundlag for at lære et fuldt udfoldet dansk.” I samme forbindelse hedder det helt rigtigt: ”Det danske samfunds flersprogethed bør tænkes som en ressource og ikke som et problem, vi skal løse …”

Det er en meget vigtig sætning, for i det omfang der er problemer med de elever, som undervisningsministeriet har valgt at kalde ”tosprogede”, skyldes de jo ikke, at eleverne kan mere end ét sprog, men snarere at de kan det ene (dansk) eller dem begge for dårligt. Altså at de netop ikke er tosprogede. Det er godt at være tosproget og endnu bedre at være tre- eller firesproget. Sprogkundskaber og de kulturelle kundskaber og kompetencer, der følger med sproget, er en ressource, ikke bare for den enkelte flersprogede eller for dennes arbejdsgiver, men for hele samfundet.

De radikales forslag om at gøre modersmålsundervisning til en offentlig opgave er helt på linje med den internationale sprogpædagogiske forskning, hvor der er enighed om, at modersmålsundervisning er en klar fordel for den sproglige udvikling – både på modersmålet og på majoritetssproget, i det konkrete tilfælde altså dansk. Argumenterne for ikke at tilbyde modersmålsundervisning er ikke pædagogiske, men politiske.

Socialdemokraterne vil have en sprogpolitisk tænketank til bl.a. at undersøge, hvordan medier og litteratur kan understøtte det danske sprog. Umiddelbart skulle man ikke tro, at der var brug for en hel tænketank til at besvare det spørgsmål, men i betragtning af, hvor få ord der ellers ofres på litteraturen i de tre forslag, kan det da godt være, at de tre partier bør bede om at få repeteret, hvad det betyder for et sprog, at dets brugere både har adgang til en levende samtidslitteratur på deres sprog og til den ældre litteratur, som i århundredernes løb har været med til at forme, udvide, bevare og videregive sproget. Eller med andre ord: Når man støtter litteraturen, støtter man sproget. Det gælder ikke kun skønlitteraturen for voksne, som i kulturpolitiske sammenhænge ofte betragtes som den ”fineste” og ”vigtigste” litteratur, men i meget høj grad også skønlitteratur for børn og faglitteratur for børn og voksne. Også oversættelse af udenlandsk litteratur (af alle slags) er en støtte til det danske sprog. Dels fordi de oversatte danske tekster konkurrerer med de engelske originaler på det danske marked, og dels fordi oversættelser udvider det danske sprog ved i mange tilfælde at tvinge det til at beskæftige sig med emner, som det ikke tidligere har beskæftiget sig med, eller til at formulere sig på måder, som ikke har været prøvet før. Litteraturstøtte i alle led, inklusive ikke mindst bibliotekerne og biblioteksafgiften, er ikke bare kulturpolitik, men også sprogpolitik.

Thomas Harder

Thomas Harder (*1959) skriver i Politiken. Han er desuden forfatter, oversætter, konferencetolk og adjungeret professor ved CBS.

(Artikeln publiceras här med författarens tillstånd)