I de radikales sprogpolitiske udspil hedder det: ”Alle har ret til sprog. Det betyder, at mennesker af anden etnisk herkomst end dansk skal have ret til at modtage undervisning på deres modersmål og selvfølgelig lære dansk ved siden af.” Modersmålsundervisningen skal, stadig ifølge udspillet, ikke bare være en ret, den skal være obligatorisk for ”et fuldt udfoldet modersmål skaber grundlag for at lære et fuldt udfoldet dansk.”

Jeg er helt enig i det meste, men spekulerer på, hvad der menes med ”obligatorisk”. Obligatorisk for det offentlige at tilbyde modersmålsundervisningen gratis? I så fald har jeg ingen indvendinger. Eller obligatorisk for tosprogede elever at deltage i den? I så fald spørger jeg: Hvilken myndighed skal vurdere, hvem der skal være omfattet af pligten til modersmålsundervisning, hvilke kriterier skal ligge til grund for vurderingen, og hvordan skal vurderingen gennemføres i praksis?

I udspillet står der også: ”Det danske samfunds flersprogethed bør tænkes som en ressource og ikke som et problem, vi skal løse …”

Det er en meget vigtig sætning, for i det omfang der er sproglige problemer med de elever, som undervisningsministeriet har valgt at kalde ”tosprogede”, skyldes de jo ikke, at eleverne kan mere end ét sprog, men snarere at de kan det ene (dansk) eller dem begge for dårligt. Altså at de netop ikke er tosprogede.

Det er godt at være tosproget og endnu bedre at være tre- eller firesproget. Sprogkundskaber og de kulturelle kundskaber og kompetencer, der følger med sproget, er en ressource, ikke bare for den enkelte flersprogede eller for dennes arbejdsgiver, men for hele samfundet.

Eftersom alle sprog og kulturer har forskellige ordforråd, begrebsapparater og måder at tænke og udtrykke sig på, er dét at operere med flere sprog en nyttig træning i at tænke sig om, og ikke mindst i at indse, at der er flere måder at gøre tingene på. Det, man kender fra den ene kultur, bliver hele tiden sat i perspektiv og udfordret af den anden. Det er en praktisk træning i nuancering. Det er i det danske samfunds interesse, at så mange af dets borgere som muligt er i stand til at se ud over deres egen kultur, og at de i det hele taget er trænet i at anskue ethvert emne fra så mange sider som muligt og i at tænke på andre måder end dem, der ligger lige for.

Modersmålsundervisning har også den gunstige, integrationsfremmende effekt, at den viser eleverne og deres familier, at man tager deres modersmål og den kultur, som det repræsenterer, alvorligt. I de tilfælde, hvor familiernes kulturelle og sproglige kundskaber, indsigt og udsyn – ikke bare på dansk, men også på modersmålet – er begrænset, kan modersmålsundervisningen, hvis den vel at mærke har den fornødne kvalitet, løfte eleverne op på et sprogligt niveau og udvide deres horisont på en måde, som de ikke ville opleve i familien. Til gavn for dem selv og for deres danske omgivelser.

Gratis modersmålsundervisning på et ordentligt niveau vil desuden være et opmuntrende signal til potentielle tilflyttere om, at Danmark er et land, der sætter pris på mangfoldighed, hvor integration ikke nødvendigvis kræver assimilation, og hvor man har forstået, at tilflytterne ikke bare udgør en ressource på grund af deres faglige færdigheder, men også kan gøre det i kraft af selve deres kultur og sprog.

 

Thomas Harder

(Här publicerad med författarens tillstånd)