Det nordiske, det skandinaviske og det regionale har en central position i den sprogpolitiske debat.

I september måned inviterede Nordens Sprogråd og Dansk Sprognævn til nordisk konference om sprogbrug, sprogholdninger og sprogpolitik på Marienlyst i Helsingør. Her var det videnskabelige og det politiske i fokus. I juni måned inviterede Schæffergården i Gentofte nord for København til en eftermiddag om den nordiske litteraturkanon. Her var det litterære aspekt i fokus. I april måned lød meldingen fra Ungdommens Nordiske Råd at det var vigtigere at alle var med i debatten end at diskussionerne foregik på et skandinavisk sprog. Se links herom nedenfor.

Fredag den 19. september inviterede Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark, i et samarbejde med Europe Direct København, Europe Direct Malmö/Europe Direct Skåne samt Øresundskomittén til debat i Europa-Huset i Gothersgade i København. Overskriften var ”Sproget – forhindring eller mulighed i Øresundsregionen”. Denne gang var det det ikke-akademiske arbejde i servicesektoren der var på dagsordenen.

Sproget er et væsentligt element i interkulturel dialog og i al anden dialog, og et væsentligt element i forbindelse med fjernelsen af grænse- og handelsbarrierer i EU. Dialogen skal virke, og mellem Danmark og Sverige skal broen facilitere samarbejdet. Hvad vi oplever lige nu er et blomstrende boligmarked og et boblende arbejdsmarked. Sprogene og kulturerne er forskellige, men den kulturelle arv og identitet skal gøres levende. Der er meget fælles gods og meget forskelligt. Ofte er det kontakt mellem fjerntliggende lande der fokuseres på, men det er også nødvendigt at se på det nære. I dag er regionen et fysisk laboratorium, den fysiske brobygning skal lagres i mentaliteten. Det er ikke som i Øresundsbådenes tid hvor sloganet lød: ”Hold byen ren og følg en svensker til båden”. Måske er der nu ved at udvikle sig et fælles sprog, men det tager lang tid. Spørgsmålet er: Hvad gør vi i mellemtiden?

Når det gælder sproget er arbejdsgivernes forventninger ofte uklare, de er ikke blevet kommunikeret. Det er ønskeligt med tydelighed at kommunikere om hvilke forventninger der gælder i forhold til sprog og kultur. Fortæl medarbejderne at de skal springe ud i det, de skal spørge hvis der er gloser de ikke forstår, og de skal hjælpe hinanden. ”Kollegakorrektur” er et godt ord. Er der ingen klare forventninger er de unge mennesker tilbøjelige til at slå over i engelsk. Det handler om indstilling, og om at man er parat til gensidigt at lære. Fra ledelsens side gælder det ofte at medarbejderne forventes at tage sagen i egen hånd, derfor kommunikeres der ingen forventninger, og så forfalder man til at tale engelsk, fordi det er nemmere. Man kan stille spørgsmålene til virksomhedslederne: Er der taget stilling til den kulturelle barriere i virksomheden? Forventes det at der tales dansk i virksomheden? Der er stor forskel på svenske og danske virksomheder, hvor de svenske virksomheder er mere formelle, de danske mere uformelle. Danskerne bruger mere tid på sociale aktiviteter sammen bygget op omkring virksomheden. Ansætter man sprogsvage svenskere (der kan være indvandrere) kan man til gengæld vinde en vifte af sprog hos denne person: Svensk, dansk, engelsk, spansk, tyrkisk.

Sproget er ikke en hindring – men der er en kulturbarriere. Måske er kulturbarrieren større end sproget. Kan man ikke kommunikere, bliver man frataget sit stærkeste kort: Sproget. Skal der gøres karriere i Sverige skal man til en hovedstad. Derfor er København enormt attraktiv for unge svenskere. Skåne er en provins med en arbejdskraftreserve for hovedstaden København.

Jørgen Christian Wind Nielsen, Forbundet Kommunikation og Sprog, 27.09.2008