 |
Når den blinde leder den seende
Sådan lyder budskabet fra højeste videnskabelige niveau på danskinstituttet ved Københavns Universitet. Professor Jens Normann Jørgensen har nemlig forsket i sagen med adjunkt Pia Quist, og forleden udkom deres resultater i bogform: Unges sprog. Her bliver forældre, lærere og pædagoger beroligede: "Når ordet luder bruges blandt unge, har det almindeligvis en anden betydning, end det har for de voksne. Det er ikke altid direkte forbundet med noget seksualiseret", (citeret i Horsens Folkeblad 17.09.2008). Vi får også historien om en lærer fra Helsingør, der følte sig krænket over, at en 11-årig elev havde kaldt ham for "pedo". Skoleledelsen m.fl. ønskede drengen bortvist, men byrådet i Helsingør besluttede, at drengen skulle blive, da "pedo", kortformen af "pædofil", er ligeså harmløs blandt unge som "bøsse" eller "møgso" (!). Der var altså ikke tale om en beskyldning fra den 11-åriges side, men om en talemåde. Som Quist og Normann Jørgensen siger til Politiken (d.13.09.2008): "Bekymring er der ingen grund til, når det gælder unges sprog". 68ernes børneopdragelse Et pinligt udtryk for kulturtab? Ja, men samtidig et sprogligt omsorgssvigt på niveau med den for længst fejlslagne 68"er-børneopdragelse; en art selvudslettelsens pædagogik - med farlige følger. For når forskere, forældre og lærere begynder at tale deres børn og elever efter munden, mister de ikke blot børnenes respekt, de berøver dem tillige pejlemærker i livet. Naturligt indlejret i ethvert menneskes identitetsdannelse ligger således et behov for nogen at spille bold op ad; nogle myndigheder, normer og rammer. Når de, der skulle være garant for disse, lægger sig på maven for alt, hvad de unge kommer med, i stedet for at udvide deres synskreds, ender det med at blive de blinde, der leder de seende.
Små orakler Den sprogpædagogik, som Quist, Normann Jørgensen med flere gør sig til troskyldige fortalere for, er således en stilstandens pædagogik: Børn hyldes fra første færd som færdigfabrikerede små orakler; de har intet at stræbe efter, for som Quist og Normann Jørgensen siger til Politiken: "Der er ikke nogen rigtig måde at tale på, som er mere efterstræbelsesværdig end andre". Man fristes til at spørge: Hvorfor så ikke nedlægge danskfaget i skolen? Alternativet er jo samtaler i klasseværelset a la: "Du kan følge retskrivningsordbogen, hvis du synes, lille Knud, men hvis du hellere vil stave og bøje ordene på din egen måde - og i øvrigt føler trang til at kalde mig for en luder - så gør endelig det". Og hvad så når lille Knud tager denne sprogholdning med over i sine engelsktimer? "For mig føles det ikke rigtigt, at ananas hedder pineapple på engelsk, så jeg tror bare, jeg vil sige ananas". Læreren: "Så sig du dét, Knud. Det er også lidt stift, hvis alle skal sige det på samme måde".
Ideologisk tilgang Sådanne praktiske følger af de anbefalinger, der udgår fra universitetets sprogparnas, interesserer ikke vore forskere. For dem handler det om en rent ideologisk tilgang til sprog: Ingen har ret til at opstille normer for andre. Det har forskerne da principielt også ret i, og jeg har stor sympati for dette synspunkt, når det bruges til at forsvare sønderjyders dialekt, egnsudtryk fra Mols eller Prins Henriks franske udtale af danske ord. Det er da også rigtigt som Normann Jørgensen siger, at dansk rigsmål er en social konstruktion, der udgår fra borgerskabet i vor hovedstad, men hvordan skulle disse forhold retfærdiggøre, at man underminerer rigsmålets værdi? Hvorfor dog søge tilbage til en tid, hvor fraværet af en retskrivningsnorm gjorde det svært at læse et brev i Køge, hvis det var skrevet i Viborg? Hvad er meningen med, at ansatte på danskinstituttet får løn af os skatteborgere for at tage myndigheden fra sproglærere i landets skoler? Vel er det interessant at studere sprogets historiske udvikling og socialt betingede forandringer, men at ville overføre de erkendelser, dette giver, fra universitetets teoriforelæsninger til folkeskolens undervisningspraksis er noget nær det tåbeligste udtryk for verdensfjern akademisk tænkning, man har hørt i årtier.
Dybt problematisk Forældre og lærere har for hulen da nok at gøre med at få poderne til at tale og skrive bare lidt forståeligt. Nu ville vore to forskere og deres mange ligesindede på universiteterne - desværre også i Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab - svare: "Jamen, vi vurderer bare tingene neutralt og vores opgave består kun i at beskrive udviklingen, som den er". Dette til bevidstløshed gentagne mantra er dybt problematisk. Af flere grunde: - Egentlig er man ikke spor neutral. På sprogparnasset forfalder man f.eks. ofte til grov kritik af stemmer i debatten, som udtrykker bekymring for vort sprogs fremtid. "Sure gamle mænd" er det demagogisk forenklende skældsord, der slynges mod enhver, som argumenterer for højnelse af sprogplejen. - Ved blot at trække på skuldrene over vulgariseringen af unges omgangsformer er forskerne med til at fremme en ligegyldighedens sprogkultur i befolkningen. Denne misforståede tolerance kan meget vel - som påpeget af formanden for Pornofrit Miljø, Lone Skov Al Awssi, i Kristeligt Dagblad 13. april i fjor - være en del af årsagen til, at vi i Danmark har haft ringe succes med at standse mobning. I vore nabolande, hvor man er mere opmærksom på det sexistiske sprogs påvirkning af børn og unge, har man således haft større held med kampagner mod mobning. - Forskernes uafladeligt gentagne postulater om, at det, der i voksnes ører lyder grimt, blot er en "naturlig udvikling", vil for mange politikere fungere som en videnskabelig blåstempling af tingenes tilstand. Dette kan f.eks. betyde, at færre folkevalgte vil føle behov for at afsætte penge til sproglige tiltag. - Ved straks at anerkende selv pubertære udtalevanskeligheder og betydningsforskydninger af hævdvundne gloser som del af en legitim udviklingsproces, der fortjener registrering i ordbøger, er forskerne med til at accelerere en sprogudvikling, som allerede er ved at gøre hele den danske litteratur utilgængelig. Guldalderdigterne er allerede lukket land for de unge, og om 40 år vil det kun være en lille elite, der har adgang til selv moderne forfattere som Blixen og Pontoppidan. Yngre slægtled løsrives altså stadig hurtigere fra de kundskaber og erfaringer, ældre slægtled har efterladt sig i litteraturen. - Forskerne er blinde for, at deres "tolerance" over for enhver ny sprogtendens i sidste ende udspringer af samtidens ungdomsbegejstring og således ikke er spor neutral eller videnskabelig. Hvis der er noget, folk frygter i dag, er det nemlig at virke gammeldags. Fra studieværternes stadig mere friskfyragtige måde at behandle alvorlige emner på i radio og tv over midaldrende erhvervsledere, der siger "fedt" og "fuck", til såkaldt seriøse avisskribenters drengede ironiseren over selv emner som kirke, krig og kærlighed: Den ungdommelige friskhed er vor tids garant for, at man har hjertet på rette sted. På sprogparnasset er man derfor altid ung med de unge. Jævnfør karakteriseringen af fjendebilledet som "De sure, gamle mænd".
Sms-ukrudtet Det har taget danskerne flere hundrede år at tildanne det medium, der muliggør vores historiske fællesskab: dansk. Men sms-ukrudtet i danskens have er ved at vokse sig så højt, at nutiden ikke længere kan se mere end et par favne af fortiden, bedsteforældre og børnebørn fatter ikke mere hinanden og læreres udsyn til deres elever skygges af hiphoppens tidsler. Turde man ikke forvente, at folk, der lønnes af staten for at arbejde i sprogets have, i det mindste undlader at vande ukrudtet og gøde tidslerne?
Christian N. Eversbusch er cand. mag. i retorik og medredaktør af sprogtidsskriftet Budstikken, der udgives af Modersmålskredsen (www.modersmaalet.dk)
(Artikeln publicerad med författarens tillåtelse)
|
|
|
|