(Frederiksborg Amts Avis 04/2 2009)

Hvis regeringen ikke ønsker yderligere, kraftige domænetab, er bindende bestemmelser for universiteternes sprogvalg den eneste farbare vej.

 

Af Arild Hald Kierkegaard

Det er bekymrende og forstemmende, at regeringen ikke vil være med til at sikre det danske sprog på universiteterne ved at indføre bindende bestemmelser, sådan som et flertal i det sprogpolitiske udvalg - herunder udvalgsformand Jørn Lund og Dansk Sprognævns formand, Niels Davidsen-Nielsen - ønsker det.

Ude af trit med udvalg

Dermed er regeringen ikke alene ude af trit med sit sprogpolitiske udvalg, der april sidste år fremlagde rapporten Sprog til tiden, men synes ligeledes at have glemt sin egen Sprogpolitisk redegørelse fra 2004, hvori det hedder sort på hvidt: »Det er sproget, der binder os sammen som nation. Derfor er det regeringen magtpåliggende, at dansk også i fremtiden skal være et komplet og samfundsbærende sprog, som kan bruges til at udtrykke tanker og idéer om alle sider af tilværelsen.«

Smukke, men åbenbart tomme ord

Regeringens redegørelse fra 2004 anbefaler endvidere, at »dansk fortsat sikres en placering i de videregående uddannelser som hovedsproget i undervisningen.« Dette sker ud fra en betragtning om, at langt de fleste studerende uddannes til at varetage ansvarsfulde poster i det danske samfund.

Siden dengang er udviklingen imidlertid kun gået i én retning, idet vi har oplevet en rivende vækst i udbuddet af engelsksprogede uddannelser.

Således er en fjerdedel af alle universitetsuddannelser nu engelske, og heraf udbydes under en tredjedel samtidig på dansk (jf. Sprog til tiden, s. 42). Dertil kommer, at en uddannelsesinstitution som KU LIFE (tidligere kaldet Den Kgl. Veterinær-og Landbohøjskole!) har en målsætning om, at al undervisning på kandidatniveau fra næste år skal finde sted på engelsk. Det samme gælder Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Domænetabet og den sproglige selvkolonisering er med andre ord til at tage og føle på.

Bindende bestemmelser

Dermed har vi bragt os selv i den situation, der i det sprogpolitiske udvalgs rapport beskrives som en »reelt ganske uforpligtende tilstand, hvor universiteterne f. eks. uden begrundelse kan vælge kun at udbyde uddannelser, studieelementer og undervisningshold på engelsk.« Hvis dette virkelig er, hvad regeringen ønsker, burde den i det mindste indrømme det åbent. I modsat fald er bindende bestemmelser den eneste farbare vej.